Havvindteknologiens udvikling

Der er sket meget inden for havvindteknologien, siden vi byggede verdens første havvindmøllepark i Vindeby i 1991.

Hver mølle kunne dengang dække 500 danske husstandes årlige strømforbrug, og rotorernes diameter var på 35 meter, hvilket er mere end højden på Rundetårn.

Ørsteds nyeste park i Danmark, Anholt Havvindmøllepark, består af 111 vindmøller, som hver kan levere strøm svarende til 3.500 danske husstande. Diameteren på møllernes rotorer er hele 120 meter, altså næsten 3,5 gange så meget som på Vindebys møller, og fra havoverfladen til vindmøllens øverste vingespids er der 141 meter.

Udviklingen er forsat gået stærkt siden Anholt Havvindmøllepark blev sat i drift i 2013. I dag har Ørsted opsat havvindmøller i udlandet, der hver især kan levere strøm svarende til 8.000 danske husstande. Til flere af de fremtidige projekter har Ørsted valgt af bruge møller med rotorer, der har en diameter på over 200 meter. Blot en enkelt af disse møller kan levere strøm svarende til over 10.000 husstande om året.

En god solid bund

Vindmøllerne er dog ikke det eneste område, hvor teknologien har rykket sig betragteligt. Også på fundamentområdet er der sket store fremskridt.

De første havvindmølleparker blev bygget med såkaldte gravitationsfundamenter. Disse fundamenter var lavet af beton, og de blev støbt på land, hvorefter de blev sejlet ud til havvindmølleparken og sænket ned på havbunden.

I dag er den mest anvendte type af fundamenter de såkaldte monopiles, som består af et meget stort, rundt stålrør, som sættes fast i havbunden. De første monopæle havde en diameter på omkring fire meter, men de er, ligesom møllerne, vokset rigtig meget siden da. På Ørsteds hollandske vindmøllepark Borssele 1 & 2 er der, for eksempel, installeret fundamenter, der vejer knap 1.200 tons, måler 76 meter i længden og har en diameter på 8,5 meter, hvilket er over det dobbelte og nok til at rumme et fodboldmål.