Ørsted indgår samarbejde med Breakthrough Energy Catalyst, Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank om FlagshipONE
Breakthrough Energy Catalyst er en helt ny model, hvor offentlige partnere og førende organisationer samles på tværs af den private sektor for at finansiere og skalere nye klimateknologier. Breakthrough Energy Catalyst vil få en ejerandel på 15 % af FlagshipONE og give et tilskud til projektet, forudsat at finansieringsbetingelserne opfyldes. Med finansieringen af projektet på plads vil Ørsted nu igangsætte arbejdet med at indgå langsigtede aftageraftaler og dermed skabe en ny model for, hvordan man i søfartsindustrien køber brændstof, hvilket vil være nødvendigt for, at fremtidige projekter kan sikre den nødvendige kapital til at skalere produktionen af grønne brændstoffer.
Derudover forventes projektet også at modtage et tilskud fra Horizon Europe og en kvasiegenkapitalinvestering fra Den Europæiske Investeringsbank gennem InvestEU. EU-midlerne til partnerskabet kommer fra Horizon Europe og EU’s Innovationsfond inden for rammerne af InvestEU i henhold til de fastlagte procedurer for governance. EU-midlerne skal være med til at finansiere den første kommercielle demonstration af FlagshipONEs teknologi. FlagshipONE, som ligger i Örnsköldsvik i det nordlige Sverige, forventes at producere op til 55.000 tons e-methanol om året, hvilket vil gøre det muligt for søfartsindustriens aftagere at reducere deres CO2-udledning med over 95 % sammenlignet med brug af konventionelle fossile brændstoffer.
Werner Hoyer, formand for Den Europæiske Investeringsbank, siger: ”Hvis verden skal opnå en nettoudledning på nul, skal vi have banebrydende teknologier. Og det gælder især i de sektorer i økonomien, hvor det er sværest at reducere CO2-udledningen. I dag offentliggør vi vores planer om at støtte Ørsteds FlagshipONE-projekt for at reducere CO2-udledningen fra den tunge søfartsindustri inden for rammerne af EU-Catalyst-partnerskabet. Gennem vores samarbejde med Europa-Kommissionen og Breakthrough Energy Catalyst ønsker vi at finansiere udviklingen og opskaleringen af innovative løsninger, der er afgørende for at opnå klimaneutralitet.”
Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger: ”Vi er utrolig stolte over at samarbejde med tre af de mest fremsynede og ambitiøse ledere inden for den grønne omstilling. Dette samarbejde er en understregelse af, at FlagshipONE virkelig er et banebrydende projekt. Med vores erfaring med at opskalere og udbrede nyskabende teknologier – ofte med støtte fra EIB – er vi sikre på, at vi sammen med Breakthrough Energy Catalyst, Europa-Kommissionen og EIB kan yde et vigtigt bidrag til at modne den europæiske P2X-industri.”
Rodi Guidero, direktør for Breakthrough Energy og administrerende partner i Breakthrough Energy Ventures, siger: ”Dagens udmelding er et bevis på den konkrete effekt, som Breakthrough Energy Catalysts tilgang har. Samarbejdet er med til at fremskynde FlagshipONE i alle stadier – fra udvikling over opførelse og i sidste ende til drift. Sammen viser vi en model for, hvordan man kan accelerere banebrydende løsninger, der kan være medvirkende til, at Europa når sine mål for reduktion af CO2-udledningen.”
Søfartsindustrien tegner sig for ca. 3 % af den globale CO2-udledning, og branchen er et fokusområde for Ørsted, i takt med at selskabet udvider sin tilstedeværelse inden for grønne brændstoffer i Nordeuropa og USA. FlagshipONE er det første e-methanol-projekt i Ørsteds projektportefølje for grønne brændstoffer. Selskabet er i øjeblikket også i gang med at udvikle et e-methanolprojekt med en produktionskapacitet på 300.000 tons om året på den amerikanske golfkyst. Projektet har netop fået tildelt støtte fra USA’s energiministerium som en del af det amerikanske ’Hydrogen Hubs’-initiativ. I alt er der 230 ’dual fuel’-skibe, der enten er i drift eller bestilt. Heraf er 47 % blevet bestilt i år, hvilket understreger den stigende interesse fra rederiernes side.
FlagshipONE opføres ved det biomassefyrede kraftvarmeværk ’Hörneborgsverket’ i Örnsköldsvik i Sverige, som drives af forsyningsselskabet Övik Energi. E-methanolen fra FlagshipONE skal produceres ved hjælp af vedvarende elektricitet, som nærmest er den eneste kilde til elektricitet i denne del af Sverige, og biogen CO2, der fanges på Hörneborgsverket. Derudover skal FlagshipONE bruge damp, procesvand og kølevand fra Hörneborgsverket, og den overskydende varme fra produktionen af e-methanol skal leveres tilbage til Övik Energi og integreres i forsyningsselskabets fjernvarmeleverance.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Media Relations
Jakob Gøtzsche Vesterager
99 55 78 21
javen@orsted.com
Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2022 en omsætning på 132,3 mia. kr. (17,8 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og X.
Om EU-Catalyst-partnerskabet
EU-Catalyst-partnerskabet består af Europa-Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og Breakthrough Energy Catalyst. Det blev lanceret på Mission Innovation Ministerial-konferencen i juni 2021 af Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og Bill Gates, som har grundlagt Breakthrough Energy. Partnerskabet vil rejse op til 820 mio. euro i perioden 2022-2026 for at fremskynde udbredelsen og kommercialiseringen af innovative teknologier, der kan være medvirkende til at indfri ambitionerne i den europæiske grønne pagt og gøre, at EU kan nå sine klimamål for 2030. Hver euro i støtte fra det offentlige forventes at rejse tre euro fra private investorer. Investeringerne vil blive rettet mod en portefølje af EU-baserede projekter med stort potentiale inden for fem sektorer: vedvarende brint, bæredygtige flybrændstoffer, CO2-fangst fra luften, langvarig energilagring og reduktion af CO2-udledningen fra industrien.
Om Breakthrough Energy
Breakthrough Energy arbejder for, at verden hurtigere kan opnå en grøn fremtid. Organisationen finansierer banebrydende teknologier, fremmer klimasmarte politikker og mobiliserer partnere over hele verden for at gøre indsatsen effektiv og fremskynde udviklingen i alle faser.
Breakthrough Energy Catalyst er en innovativ platform, der finansierer og investerer i banebrydende kommercielle projekter inden for nye klimateknologier. Ved at investere i disse projekter ønsker Catalyst at fremskynde implementeringen af disse teknologier på verdensplan og reducere de relaterede omkostninger.
Catalyst fokuserer i øjeblikket på fem teknologiområder: vedvarende brint, bæredygtigt brændstof til luftfart, CO2-fangst fra luften, langvarig energilagring og reduktion af CO2-udledningen fra produktionen. Ud over at tilføre kapital udnytter Catalyst teamets erfaring med at investere i energiinfrastruktur og udvikle projekter til at samarbejde med innovative virksomheder om hurtigere at modne deres projekter fra udviklingsstadiet til finansieringsfasen og frem mod konstruktionsfasen. Læs mere om Breakthrough Energy og Catalyst på breakthroughenergy.org.
Om Den Europæiske Investeringsbank
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er EU’s finansieringsinstitution. Banken ejes af EU’s medlemsstater og yder langsigtet finansiering af fornuftige investeringer, der fremmer EU’s politiske mål. I 2019 blev EIB’s udlånspolitik for energi vedtaget med henblik på at standse finansieringen af energiprojekter med fossile brændstoffer, herunder naturgas. EIB var den første multilaterale udviklingsbank (MDB), der gjorde dette. I 2021 blev EIB den første MDB, der afstemte sine økonomiske aktiviteter med Paris-aftalen.
Gennem sin køreplan for klimabanken sigter EIB mod at understøtte investeringer i klimaindsats og bæredygtighed i det kritiske årti 2021-2030 med 1 billion euro. EIB arbejder målrettet på at øge sin investering i klimaindsats og bæredygtighed til mere end 50 % af sit årlige udlånsbeløb inden 2025. Dette mål blev allerede nået sidste år, hvor det lå på 58 %.
Om Europa-Kommissionen
Europa-Kommissionen er en del af Den Europæiske Unions udøvende organ. Kommissionen har udarbejdet en række politikker og programmer med henblik på at indfri sine klimaambitioner. Inden for rammerne af europæiske grønne pagt blev ’Fit for 55’-pakken vedtaget i juli 2021 med henblik på at reducere udledningerne af drivhusgasser med mindst 55 % inden 2030. EU-Catalyst-partnerskabet er en af de nøgleindsatser, som Kommissionen ønsker at opnå dette mål igennem ved at skaffe privat finansiering gennem offentlig støtte.
Horizon Europe er EU’s rammeprogram for forskning og innovation og har et budget på 95,5 mia. euro (2021-2027). I alt 35 % af budgettet er målrettet klimaindsatsen. Samtidig støtter programmet også en række partnerskaber, der skaffer privat finansiering til at levere løsninger på presserende globale udfordringer og modernisere industrien gennem forskning og innovation. Programmet omfatter også Det Europæiske Innovationsråd (EIC), der støtter opstartsvirksomheder og virksomheder i hele innovationskæden, lige fra forskning til validering, fremskyndelse og kommercialisering.
Innovationsfonden er et af verdens største finansieringsprogrammer for innovative løsninger og teknologier inden for lavemissions- og CO2-neutrale teknologier. Fonden finansieres udelukkende af indtægterne fra EU’s kvotehandelssystem (EU ETS), som skønnes at ville udgøre 40 mia. euro frem mod 2030. Fonden har indtil videre ydet næsten 7 mia. euro i tilskud til over 100 projekter gennem udbud. Den 23. november 2023 åbnede Innovationsfonden for sit syvende udbud og sin første auktion.
InvestEU-programmet giver EU langsigtet finansiering ved at udnytte betydelige private og offentlige midler til støtte for en bæredygtig økonomi. Det hjælper med at generere yderligere private investeringer i overensstemmelse med EU’s politiske prioriteter, såsom den europæiske grønne pagt og den digitale omstilling. InvestEU-programmet samler de mange forskellige finansielle instrumenter, der på nuværende tidspunkt er til rådighed til investering i EU, hvilket gør det nemmere, mere effektivt og fleksibelt at investere i europæiske investeringsprojekter. Programmet består af tre komponenter: InvestEU-fonden, InvestEU Advisory Hub og InvestEU-portalen. InvestEU-fonden gennemføres gennem finansielle partnere, der ønsker at investere i projekter med EU’s budgetgaranti på 26,2 mia. euro. Denne garanti understøtter de deltagende partneres investeringsprojekter, øger deres risikobærende kapacitet og skaffer dermed mindst 372 mia. euro til yderligere investeringer.