Aftale om salg af Hornsea 1’s transmissionsanlæg

Hornsea 1 Limited, et joint venture-selskab ejet af Ørsted (50 %) og Global Infrastructure Partners (GIP) (50 %), har underskrevet en aftale om salg af selskabets transmissionsanlæg til Diamond Transmission Partners Hornsea One Limited ('DTP'). 
Transformerstation på havvindmølleparken Hornsea 1

DTP er et partnerskab mellem Diamond Transmission Corporation Limited (et helejet datterselskab af Mitsubishi Corporation) og Chubu Electric Power Co., Inc.

Transmissionsanlæggene har en værdi af GBP 1,175 milliard. Anlæggene omfatter onshore-transformerstationen, eksportkabler, en offshore-transformerstation med reaktiv effektkompensation (reactive compensation substation) og tre offshore-transformerstationer.
 
Frasalget sker i overensstemmelse med de britiske bestemmelser for offshore-transmissionsejere ('OFTO'). Efter en konkurrencepræget udbudsrunde udpegede Ofgem i februar 2020 DTP som foretrukken tilbudsgiver på koncessionen for havvindmølleparken Hornsea 1's transmissionsanlæg.

Ørsted skal i henhold til en langsigtet aftale levere drift og vedligehold af transmissionsanlæggene for DTP.

 

Hornsea 1 er en britisk havvindmøllepark beliggende ca. 120 km ud for Yorkshires kyst. havvindmølleparken består af 174 Siemens Gamesa-vindmøller på 7 MW og har en samlet kapacitet på 1.218 MW, hvilket er nok til at forsyne over en million britiske husstande med grøn strøm.

Om Ørsted

Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.179 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.


Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Tom Christiansen
tomlc@orsted.dk
Tlf. 99 55 60 17