Thomas Wollesen Rambusch er en konstant kilde til initiativer i løbeklubben og samler næsten hver weekend folk, som sammen tager til løb i nær og fjern.
Han er aktiv i klubbens motionsudvalg, hvor han bl.a. står for at sætte løb op, skaffe tilmeldinger, formidle resultater, organisere officials, arrangere sociale arrangementer og meget mere.
I foreningens indstilling til Årets Energibundt lyder det blandt andet:
”I fremtiden vil Den Store Danske Ordbog bruge Thomas Wollesen Rambusch som eksempel, når den skal forklare, hvad ”energibundt” betyder. Han er fadder til en uudtømmelig strøm af løbeevents i klubben og indsamler penge, så klubbens medlemmer kan deltage gratis – eller næsten gratis – i løbebegivenheder. Han har styr på alle detaljer og har et excel-ark til alt. Intet er for stort eller småt til Thomas. Fra udvikling af medaljer og løbsnumre, kager til børneløb, kørselsvejledning til vagtplaner og administration af tilmeldinger og meget mere. Få har en så stor motor, som Thomas har.”
”Thomas gav corona fingeren lige fra starten. Alle restriktioner blev naturligvis respekteret, men der kom samtidig ekstra turbo på udvikling af nye corona-venlige løb. I januar 2021 løb og walkede vi 16.500 kilometer tilsammen. Thomas sad klar ved computeren og Facebook det meste af døgnet og gav hver enkelt løber eller walker et klap på skulderen og et thumbs up, når de havde tilbagelagt dagens kilometer.”
Det er sjovere at være fælles
Netop fællesskabet og det sociale ved at snøre løbeskoene og tilbagelægge kilometer sammen med andre, er drivkraften bag de mange timer, som Thomas hver uge lægger i frivilligt arbejde.
”Jeg elsker at løbe, men det er kedeligt at gøre det alene. Det er altid sjovere at gøre det sammen med andre. For her opstår der venskaber og et fællesskab. Du kan på en løbetur tale om stort og småt, og når du kommer tilbage efter at have bevæget dig, er du altid i bedre humør. Løb er til gavn for alle, og hvis jeg kan bidrage til, at vi har en aktiv forening for børn, unge og voksne, så gør jeg det hjertens gerne – også selv om mine kone nok mener, at jeg bruger lidt for meget tid.