Gymnasielærer hædres med H.C. Ørsted Medaljen for sit arbejde som naturvidenskabelig rollemodel

Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) tildeler den 9. december 2024 H.C. Ørsted Medaljen i bronze for fremragende formidling af naturvidenskab til lektor Julie Hougaard Overgaard, Roskilde Gymnasium. 
Lektor Julie Hougaard Overgaard har siden 2017 været ansat på Roskilde Gymnasium, hvor hun underviser i fysik og matematik. Julie er en fremragende lærer og rollemodel for eleverne og naturvidenskaben på skolen. Hun er drevet af et stærkt ønske om, at naturvidenskab er for alle, såvel drenge som piger, og det gælder elever på alle niveauer også dem, som er uden medbragt interesse for disse fag. Hun forstår både at inspirere stærke elever og at løfte de svage.

Af blandt andet de grunde modtager hun H.C. Ørsted Medaljen i bronze for fremragende formidling af naturvidenskab. Med medaljen og æren følger et rejselegat på 25.000 kroner samt 50.000 kroner til et projekt på Roskilde Gymnasium sponseret af Ørsted.

Mathias Stolpe, Senior Lead Numerical Specialist hos Ørsted og Ørsteds repræsentant i bedømmelsesudvalget:
”Fysik og matematik er grundlæggende discipliner for analyse og design af vedvarende energikilder som for eksempel havvindmølleparker. De er derfor centrale kompetencer, der støtter vores vision om en verden, der kører udelukkende på grøn energi. Det er enormt vigtigt for unge at have gode rollemodeller som Julie Hougaard Overgaard. Hun arbejder ikke alene for, at eleverne udvikler gode kompetencer og et højt fagligt niveau, hun har også et stærkt fokus på den naturvidenskabelige metode og tankegang samt på at vække elevernes nysgerrighed. Julie arbejder bl.a. med at udvikle nyt materiale for digital dannelse, som indeholder kunstig intelligens. Den digitale kompetence, det materiale giver, koblet sammen med naturvidenskabelig nysgerrighed, vil forberede eleverne på den hurtige udvikling, vi nu ser inden for digital innovation i energisektoren. Det er derfor glædeligt at se den dygtige rollemodel Julie Hougaard Overgaard som årets medaljemodtager.”

En bærende kraft i ”Rumklubben”
Julie er en bærende kraft i skolens ekstracurriculære og frivillige elevprogram, Rumklubben, hvor omkring 60 elever finder et fællesskab og en interesse for himmelrummet bl.a. på ture til f.eks. Brorfelde og Møn. Ligeledes har Julie været en drivende person i udviklingen af det nye naturvidenskabelige grundforløb for 1.g., som har øget antallet af elever på de naturvidenskabelige retninger, og hvor der er bemærkelsesværdigt mange piger.

Julie er med sin meget positive og konstruktive indgang til skolen meget afholdt af sine elever og af kollegerne. Hun er en stærk didaktiker og har været en drivende kraft i skolens arbejde med AI, hvor hun har udviklet nyt materiale. Også udadtil har Julie gjort sig bemærket og eksempelvis deltaget i populærvidenskabelige podcasts samt indsendt nye pensumforslag til fysiklærerforeningen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Global Media Relations
Jakob Vesterager
99 55 78 21
javen@orsted.com 

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.400 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2023 en omsætning på 79,3 mia. kr. (10,6 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og X.

Om H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere:
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har siden 2012 sat fokus på den vigtige formidling i gymnasiet ved en årlig uddeling H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere og fremragende formidlere i den gymnasiale verden inden for Selskabets fagkreds. Medaljen uddeles nu for 13. gang. En inspirerende gymnasielærer i naturvidenskab kan være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt.

Tildelingen i 2024 sker på baggrund af indstillinger fra gymnasieskoler over hele Danmark, som er blevet bedømt af et 8-personers fagkyndigt bedømmelsesudvalg under ledelse af Hans Lindemann, fhv. rektor for Metropolitanskolen.

Om SNU
Selskabet for Naturlærens Udbredelse – i daglig tale kaldet SNU – blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab, hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde forelæsninger, hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs forkantsposition i tiden. Her 200 år efter er SNU stadig et samlingspunkt, hvor fremtrædende forskere formidler den nyeste viden, ofte på tværs af traditionelle faggrænser.