Overskudsvarme fra CO2-fangst bliver til fjernvarme i hovedstadsområdet
Avedøreværket i Hvidovre er ved at få etableret et CO2-fangstanlæg, som årligt skal fange 150.000 tons CO2 fra kraftvarmeværkets halmfyrede anlæg. Anlægget bruger halm fra de lokale marker på Sjælland til at producere el og varme til hovedstadsområdet, og den biogene CO2 fra skorstenen bliver fra 2026 fanget og lagret.
I forbindelse med den kommende drift af CO2-fangstanlægget vil der blive skabt store mængder overskudsvarme, som kan udnyttes til at give billig, grøn fjernvarme i hovedstadsområdet.
"Vi skal hele tiden se på, hvilke muligheder vi har for at levere grøn og konkurrencedygtig fjernvarme, og jeg er glad for, at vi er blevet enige med vores varmekunder om at udnytte overskudsvarmen fra vores kommende CO2-fangst. Ved at integrere CO2-fangsten med varmeproduktionen på værket kan vi udnytte energien i brændslet endnu bedre og levere billig, grøn fjernvarme til hovedstaden, samtidig med at vi minimerer energiforbruget til CO2-fangst," siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning.
Den energi, der skal bruges til at fange CO2, kommer fra kraftværkets eget halmfyrede anlæg og vil derfor være vedvarende energi. Ved at koble en varmepumpe på anlægget kan overskudsvarmen fra CO2-fangstprocessen og fra røggaskondenseringen opgraderes til fjernvarme, og dermed udnytter anlægget den samme energi to gange. Det resulterer i grønnere fjernvarme til hovedstadsområdet og et markant lavere energiforbrug for CO2-fangstprocessen.
"Aftalen er et meget vigtigt og konkret skridt i VEKS’ omstilling til fremtidens grønne teknologier. Den er et godt eksempel på, at fjernvarmen er et vigtigt led i sektorkoblingen, samtidig med at den er grøn, sikker og til en fornuftig pris. Vi ser frem til forhandlingerne om en langsigtet aftale for overskudsvarmen fra anlægget,” understreger Steen Christiansen, VEKS’ formand.
”Det er positivt, at overskudsvarme fra CO2-fangst nu kommer til at indgå i den samlede varmeforsyning til fjernvarmekunderne i Hovedstadsområdet. Fremtidens fjernvarmeforsyning skal bestå af mange forskellige varmekilder, som tilsammen kan medvirke til, at vi fortsat kan tilbyde fjernvarme til en attraktiv pris,” siger Line Barfod, forperson i CTR.
CO2-fangstanlægget på Avedøreværkets halmkedel kommer til at producere ca. 34 MW overskudsvarme fra CO2-fangstprocessen og ca. 19 MW fra røggaskondenseringsprocessen. De i alt 53 MW overskudsvarme svarer til det årlige fjernvarmeforbrug for omkring 16.000 husstande.
Aftalen mellem VEKS, CTR og Ørsted gælder for perioden 2024-2027 og skal derefter genforhandles med henblik på en langsigtet aftale for overskudsvarmen fra CO2-fangstanlægget.
Ørsted er også i gang med at etablere et CO2-fangstanlæg på Asnæsværket i Kalundborg og arbejder på at finde en lignende løsning sammen med de lokale varme- og dampkunder, så overskudsvarmen også kan udnyttes i Kalundborg.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ørsted Global Media Relations
Carsten Birkeland Kjær, 99 55 77 65, cabkj@orsted.com
VEKS
Steen Christiansen, VEKS’ formand, 40 50 85 07, steen.christiansen@albertslund.dk
Trine Sannem Mønsted, VEKS’ vicedirektør, 26 18 02 92, tsm@veks.dk
CTR
Line Barfod, CTR’s forperson, kontakt via pressechef Simon Nyborg, 21525160, simon.nyborg@kk.dk
Randi Skogstad, adm. direktør i CTR, 41 88 18 81, rask@ctr.dk
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.700 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2022 en omsætning på 132,3 mia. kr. (17,8 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og X.
Om VEKS
VEKS er et fælleskommunalt interessentskab, der drives som en nonprofit virksomhed. VEKS omfatter produktion, transmission og distribution af fjernvarme i hovedstadsområdet.
VEKS blev etableret i 1984 og har det hovedformål at nyttiggøre varme fra kraftvarmeværkerne og overskudsvarme fra affaldsenergianlæg, datacentre, industrivirksomheder mv. Læs mere om VEKS på VEKS.DK eller LinkedIn
Om CTR
CTR’s opgave er at være leverandør af en bæredygtig og sammenhængende varmeforsyning i hovedstadsområdet – centralt placeret mellem varmeleverandører og varmedistributører og på tværs af Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby kommuner. Systemet gør det muligt at optimere varmeproduktionen i området og bidrager derfor til, at kommunerne kan tilbyde deres borgere både billig, bekvem, driftssikker og miljøvenlig varme produceret på biomasse, varmepumper og elkedler. Læs mere om CTR på ctr.dk.