På vej mod en cirkulær økonomi – Salzgitter AG og Ørsted indgår strategisk partnerskab

Salzgitter AG og Ørsted vil arbejde sammen som strategiske partnere i fremtiden. Virksomhederne har defineret deres fælles tilgang i en hensigtserklæring: Salzgitter AG og Ørsted vil etablere lukkede værdikæder i deres partnerskab, som bl.a. skal undersøge forsyning af strøm fra havvind og anvendelse af vedvarende brint i produktionen af lavemissionsstål samt brugen af dette stål i komponenterne til Ørsteds havvindmølleparker. Derudover er der planer om at genanvende skrot fra nedtagne vindmøller i stålproduktionen.

Gunnar Groebler, administrerende direktør i Salzgitter AG, siger: ”Ønsket i samfundet om klimaneutralitet er et incitament for os til hurtigt at videreudvikle vores virksomhed med fokus på cirkularitet og lukkede værdikæder, der er CO2-neutrale og ressourcebesparende. Det bliver et bærende element i vores partnerskab. Sammen ønsker vi at gøre det nødvendige for at opnå vedvarende forandring. Partnerskabet med Ørsted er et vigtigt element i opbygningen af vores partnernetværk. Sammen med Ørsted viser vi, at cirkularitet er godt på vej til at blive en realitet i industriel skala.”

Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør for Ørsted, siger: ”Vi har et mål om at opnå klimaneutralitet for vores egne aktiviteter i 2025 og dermed blive det første store energiselskab med en nettoudledning på nul. Vi ønsker at opnå det samme for vores indirekte CO2-udledning i 2040. Som leverandør af grøn strøm og stor aftager af stål ser vi partnerskabet med Salzgitter AG som en god mulighed for at komme tættere på at opfylde vores mål. Et cirkulært partnerskab som det, vi stræber efter, vil vise vejen for, hvordan tysk industri kan reducere CO2-udledningen. Og havvind er en af de vigtigste faktorer til at opnå dette.”

Salzgitter AG er en europæisk stål- og teknologivirksomhed og en pioner inden for produktionen af lavemissionsstål. Ørsted er et verdensførende grønt energiselskab og har 30 års erfaring med at udvikle, opføre og drive havvindmølleparker. Ørsted er for fjerde år i træk lige blevet kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022-udgaven af Corporate Knights’ Global 100-indeks over de mest bæredygtige virksomheder i verden. Begge virksomheder har ambitiøse strategier for at reducere industriens CO2-udledning, hvilket vil understøtte Tysklands mål om klimaneutralitet inden 2045. Med deres mål for bæredygtighed og omstillingen af deres forretningsmodeller er begge virksomheder pionerer i deres respektive brancher. 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Presseafdelingen 
Tom Christiansen
+ 45 99 55 60 17
tomlc@orsted.dk 

Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+ 45 99 55 79 96
IR@orsted.dk

Om Ørsted A/S

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.672 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro).

Vedhæftninger