Verdens største havvindmøllepark, Hornsea 2, producerer sin første strøm

Havvindmølleparken råder over 165 styk 8 MW Siemens Gamesa-vindmøller og vil, når den står helt færdig, være i stand til at producere 1,32 GW grøn strøm. Dermed kommer den til at overtage titlen som verdens største idriftsatte havvindmøllepark fra naboprojektet Hornsea 1. Sammen vil de to projekter kunne forsyne over 2,3 millioner britiske husstande med strøm.

Den første strøm fra Hornsea 2, der ligger 89 km fra Storbritanniens østkyst, kommer efter at både vindmølleparkens offshore transformerstation (OSS) – verdens største offshore transformerstation til transmission af vekselstrøm – og en transformerstation med reaktiv effektkompensation (RCS) blev installeret i slutningen af oktober 2021. Siden da har Ørsted og selskabets partnere arbejdet hårdt på at idriftsætte havvindmøllerne og tilslutte dem til elnettet for at kunne være klar til den dag, hvor havvindmølleparken sættes i kommerciel drift, hvilket forventes at ske næste år.

Når Hornsea 2 står færdig, vil strømmen fra de 165 havvindmøller blive transporteret til OSS’en og RCS’en via 373 kilometer arraykabler. Herfra vil 390 km offshore-eksportkabler og 40 km kabler på land lede strømmen vestpå til transformerstationen ved Killingholme i det østlige England, hvorfra strømmen sendes ud i det britiske elnet.

Der er yderligere to projekter på vej i Hornsea-området i den engelske del af Nordsøen. Hornsea 3 modtog myndighedsgodkendelse i december 2020, mens Hornsea 4 endnu er i planlægningsfasen. Tilsammen vil de fire projekter – Hornsea 1-4 – kunne bidrage væsentligt til, at den britiske regering kan indfri sit mål om at nå en nettoudledning på nul inden 2050.

Patrick Harnett, programdirektør for Hornsea 2, siger: "At producere den første strøm er en vigtig milepæl for projektet og et stolt øjeblik for alle i teamet. Det kræver et godt samarbejde, hårdt arbejde og stor dedikation at opføre et projekt af denne størrelse. Vi er tæt på at være i mål, og nu går vi i gang med at installere de sidste havvindmøller, hvorefter de skal testes, idriftsættes og kobles til elnettet i det nye år. Der skal lyde en kæmpe tak til alle dem, der på trods af pandemien har holdt projektet på rette spor."

Duncan Clark, regionsdirektør for Storbritannien i Ørsted, siger: "Klimaforandringer er en af de største udfordringer, som verden står over for i dag, og vi mener, at løsningen er at tænke i endnu større skala, end man har gjort hidtil, når man planlægger projekter inden for vedvarende energi. Storbritannien er verdensførende inden for havvind, og vores Hornsea-projekter har været med til at bane vejen for den næste generation af havvindmølleparker. Det, at vi har nået denne milepæl på Hornsea 2, vidner om stor dygtighed og et kæmpe engagement hos alle involverede."

For yderligere information kontakt venligst:

Ørsteds presseafdeling
Tom Christiansen
99 55 60 17
tomlc@orsted.com

Ørsted Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
99 55 79 96
ir@orsted.com

Om Ørsted A/S

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.672 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro).

Vedhæftninger