Udbygningen af havvind er afgørende for at øge forsyningssikkerheden, sikre billig energi til alle og ikke mindst bremse klimakrisen. CO2-udledningen fra vindenergi er 99 % lavere end fra kul, men for at opnå en nettoudledning på nul er vi nødt til at begrænse CO2-udledningen fra produktionen af de materialer og komponenter, der bruges i vindmølleparkerne.
Dette kræver omkostningseffektive løsninger, der kan håndtere vindenergisektorens mest kritiske udfordringer, hvad angår CO2 og cirkularitet, nemlig stål og vinger. For at imødegå disse udfordringer vil Ørsted og Vestas installere tårne af lavemissionsstål og – når de er kommercielt tilgængelige – vinger fremstillet af genanvendte materialer på alle fremtidige fælles havvindmølleparker.
Ved at integrere bæredygtigt indkøb i alle fremtidige havvindprojekter mellem de to selskaber skaber Ørsted en løbende efterspørgsel på Vestas’ innovative løsninger inden for cirkularitet og lavemissionsstål.
Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:
”Det nytter ikke at gå i defensiven, når det gælder klimaforandringer. Og vi kommer ingen vegne uden samarbejde. Derfor er vi i Ørsted meget stolte af at arbejde sammen med Vestas om at integrere og skalere banebrydende CO2-reducerende og cirkulære løsninger for at kunne imødekomme fremtidige kundekrav om CO2-neutrale vindmølleparker. Sammen med Vestas går vi forrest i branchen mod CO2-neutralitet, og jeg opfordrer beslutningstagere over hele verden til også at skride til handling og sætte skub i efterspørgslen på lavemissionsløsninger og cirkulære løsninger inden for vedvarende energi.”
Henrik Andersen, administrerende direktør i Vestas, siger:
”Hvis vi skal dæmme op for den globale klimakrise, kræver det en energiomstilling i et omfang og tempo, der er hidtil uset i vores generation. Vi er glade for at arbejde sammen med Ørsted om at fremskynde anvendelsen af vores avancerede cirkulære teknologi til genanvendelse af vinger og fremme efterspørgslen på lavemissionsstål i forsyningskæden. Samarbejdet understøtter vores arbejde med bæredygtighed i alt, hvad vi gør, og sender et stærkt budskab om, at kommercielle aftaler og partnerskaber er afgørende i den presserende kamp mod klimaforandringerne.”
Samarbejdet betyder, at de to selskaber fremover for alle fælles havvindmølleparker vil:
- Indkøbe og installere minimum 25 % tårne fremstillet af lavemissionsstål.
Vestas har i de seneste år stået i spidsen for et branchesamarbejde, hvis mål er at sikre tilgængeligheden af lavemissionsstål til vindmølletårne. Med det nye samarbejde sender Ørsted og Vestas et stærkt signal om øget efterspørgsel til stålindustrien og dermed et behov for at sætte yderligere skub i skaleringen af konkurrencedygtigt lavemissionsstål til havvindindustrien. Ved at bruge stålskrot, der er fremstillet ved hjælp af grøn strøm på stedet, kan CO2-udledningen fra tunge stålplader brugt i tårnene reduceres med op til 70 %.
- Skalere cirkulær teknologi til genanvendelse af vinger og indkøbe vinger fremstillet af genanvendte materialer.
Vestas og dets samarbejdspartnere i CETEC-projektet har som de første udviklet en løsning, der kan nedbryde kompositmaterialer i både nuværende og fremtidige epoxybaserede vinger og bruge den udvundne epoxyresin til nye vinger. På den måde er man med til at løse branchens største cirkularitetsudfordring, nemlig de mange vinger, som skal genanvendes, efter de er taget ud af drift. Vestas er i øjeblikket i gang med at styrke værdikæden inden for cirkulær genanvendelse sammen med samarbejdspartnerne Olin og Stena Recycling. Når de er klar til kommerciel produktion, vil Ørsted købe vindmøllevinger fremstillet af genanvendte materialer af Vestas for at sætte yderligere skub i opskaleringen af teknologien.
Ørsted og Vestas er gået forrest i branchens arbejde henimod en bæredygtig udbygning af vindenergi, samtidig med at de har øget skalaen og reduceret omkostningerne. Ørsted og Vestas var henholdsvis den første udvikler og den første producent, der fik godkendt deres videnskabeligt baserede mål for reduktion af CO2-udledningen i hele værdikæden, og de har begge implementeret brancheførende leverandørprogrammer for CO2-reduktion og samarbejde. De arbejder også målrettet på at løse branchens største cirkularitetsudfordring – at sætte en stopper for deponering af vindmøllevinger – hvilket gør selskaberne til oplagte samarbejdspartnere, når det gælder målet om CO2-neutrale vindmølleparker.
Ud over arbejdet med tårne af lavemissionsstål og cirkulær genanvendelse af vinger vil selskaberne også se nærmere på andre samarbejdsområder inden for bæredygtighed, herunder biodiversitet, for at sikre, at udbygningen af vedvarende energi sker i harmoni med naturen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ørsted Media Relations
Thor Wilkens
99 55 44 07
thrwi@orsted.com
Vestas Media Relations
Claes Lautrup Cunliffe
50 50 94 91
caecn@vestas.com
Ørsted Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com
Vestas Investor Relations
Mathias Dalsten
28 29 53 83
madls@vestas.com
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2022 en omsætning på 132,3 mia. kr. (17,8 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.
Om Vestas
Vestas er energibranchens globale samarbejdspartner inden for bæredygtige energiløsninger. Vi designer, fremstiller, installerer og servicerer land- og havvindmøller i hele verden, og med mere end 166 GW vindmøller i 88 lande har vi installeret mere vindenergi end noget andet selskab. Med vores brancheførende kompetencer inden for intelligente data og mere end 146 GW vindmøller i drift bruger vi data til at fortolke, forudsige og udnytte vindressourcerne og levere førsteklasses løsninger inden for vindenergi. Vestas’ kunder og mere end 28.000 medarbejdere leverer sammen bæredygtige energiløsninger, der baner vejen for en lys fremtid.
Vedhæftninger