Ørsted forpligter sig til at genbruge eller genanvende alle sine solcellepaneler

Som det første energiselskab i verden forpligter Ørsted sig med øjeblikkelig virkning til at genbruge eller genanvende alle solcellepaneler fra sin globale portefølje af solcelleanlæg.

Solenergi er en central teknologi i den grønne omstilling og i begrænsningen af den globale opvarmning. Udbygningen af solenergi kræver enorme mængder af råmaterialer. Udvindingen af disse materialer har både miljømæssige og sociale konsekvenser, og konkurrencen om at sikre adgang til materialerne er stigende.

For at reducere vores afhængighed af disse materialer er det afgørende, at vi genbruger eller genanvender udtjente solcellepaneler og sender materialerne tilbage til produktionen.

I dag genbruges og genanvendes solcellepaneler kun i begrænset omfang, og deponering er stadig almindelig praksis.  Det betyder, at materialer af stor værdi for den grønne omstilling ganske enkelt ender som affald. 

Ingrid Reumert, Senior Vice President og direktør for kommunikation og bæredygtighed hos Ørsted, siger:
”Vi vil skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det vil vi gøre på en bæredygtig måde. Derfor er det afgørende, at vi gør noget ved branchens mest kritiske affaldsproblem, samtidig med at vi reducerer de sociale og miljømæssige påvirkninger i forsyningskæden. Det er første gang, at et energiselskab forpligter sig til at genanvende eller genbruge solcellepaneler, og initiativet supplerer vores eksisterende ambition om at genbruge eller genanvende alle vores vindmøllevinger.”

Nyt samarbejde skal sikre genbrug og genanvendelse af paneler
Ørsted har indgået et nyt samarbejde med SOLARCYCLE, en teknologibaseret virksomhed inden for genanvendelse af solceller, om at behandle og genanvende Ørsteds udtjente solcellepaneler fra selskabets projekter i USA, som er et af Ørsteds største markeder for solenergi.

Ingrid Reumert fortsætter:
”Med dette nye globale tiltag udnytter Ørsted sin førerposition inden for bæredygtighed og vedvarende energi for at sætte skub i udviklingen af et marked for genanvendelse af solcellepaneler. Samarbejdet med SOLARCYCLE er således det første skridt på vejen mod at sikre, at materialer, der er nødvendige for udbygningen af grøn energi, bliver genbrugt eller genanvendt.”

På SOLARCYCLE’s genanvendelsesanlæg i Texas udvindes 95 % af de værdifulde materialer i panelerne, herunder metaller som sølv, kobber og aluminium, samt materialer som glas og silicium.
SOLARCYCLE bearbejder herefter materialerne, så de kan bruges i den næste generation af nyere og mere effektive solcellepaneler.

Ørsted har i de senere år udvidet sin solenergiportefølje og har en ambition om at nå en kapacitet på 17,5 GW  vind- og solenergi i sin globale portefølje for vedvarende energi på land inden udgangen af 2030.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Media Relations

Thor Wilkens

99 55 44 07

thrwi@orsted.com

 

Investor Relations

Rasmus Keglberg Hærvig

99 55 90 95

ir@orsted.com

 

Om Ørsted

Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2022 en omsætning på 132,3 mia. kr. (17,8 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

 

Om samarbejdet med SOLARCYCLE

SOLARCYCLE’s genanvendelsesteknologi gør det muligt at udvinde 95 % af de værdifulde materialer i solcellepaneler. Når solcellepanelerne ankommer til anlægget, vurderer SOLARCYCLE, om de kan genbruges på anlægget. Hvis et panel ikke kan genbruges, genanvender SOLARCYCLE panelet i en avanceret genanvendelsesproces. Aluminiumsrammen fjernes, lamineringen på glasset fjernes, og resten af panelet makuleres. De makulerede materialer gennemgår en særlig proces, hvor værdifulde metaller som sølv og kobber genindvindes, og plasten udskilles. Selskabet sender materialerne tilbage til forsyningskæden, herunder til amerikanske producenter af solcellepaneler.

 

 



 

 

Vedhæftninger