Ørsted underskriver kontrakter om monopælfundamenter til havvindprojekter

Ørsted har efter et EU-udbud indgået strategiske volumenkontrakter med Bladt Industries og Steelwind Nordenham, som skal levere monopælfundamenter til Ørsteds tyske havvindmølleparker Gode Wind 3 (242 MW) og Borkum Riffgrund 3 (900 MW).
Foto fra Borkum Riffgrund 2, der blev idriftsat i 2018.

De to leverandører skal i alt producere 107 monopælfundamenter til de tyske projekter, herunder fundamentet til offshore transformerstationen på Gode Wind 3. Steelwind Nordenham skal levere 66 monopæle, mens Bladt Industries skal levere 41 monopæle. Samtidig har Ørsted sikret sig ret til at få leveret yderligere volumen fra Bladt og Steelwind til andre projekter, hvis der bliver behov for det.

Forudsat at Ørsted træffer endelig investeringsbeslutning, forventes Gode Wind 3 og Borkum Riffgrund 3 at være i fuld drift i henholdsvis 2024 og 2025. Begge projekter vil gøre brug af Siemens Gamesa-havvindmøller på 11 MW.

For at kunne bære de stadigt tungere havvindmøller er størrelsen på monopælfundamenterne vokset markant de seneste ti år. Monopælene til fremtidige havvindmølleparker, herunder Borkum Riffgrund 3 og Gode Wind 3, vil være op til 100 meter lange med en diameter på næsten 10 meter og en vægt på 1.200 tons eller mere.

Richard Hunter, driftsdirektør i Ørsted, siger: "Med vores globale portefølje af kommende havvindprojekter kan vi indgå strategiske volumenkontrakter med forsyningskæden for at sikre, at vi kan få leveret hovedkomponenter, når vi har behov for det. Ved at afgive ordrer med stort volumen kan vi samtidig give leverandørerne den synlighed, der er nødvendig, for at de kan investere i deres produktionsanlæg og opbygge langsigtet kapacitet, hvilket gavner hele branchen og dermed også omstillingen fra fossil til vedvarende energi."

Andreas Liessem, Managing Director for Steelwind Nordenham, siger: "Med vores innovative produkter og serviceydelser bidrager vi væsentligt til den bæredygtige produktion af vedvarende energi. Samarbejdet med Ørsted om opførelsen af Borkum Riffgrund 3 og Gode Wind 3 viser, at Steelwind Nordenham har etableret sig på markedet som en pålidelig producent af XL-monopæle af høj kvalitet. Vi er stolte af at yde et væsentligt bidrag til energiomstillingen med vores monopæle, som er lavet af kvalitetsstål fra vores moderselskab Dillinger."

Anders Søe-Jensen, CEO for Bladt Industries, siger: "Vi er glade for at modtage ordrerne fra Ørsted, som giver os mulighed for at fortsætte vores mangeårige partnerskab. Vi ser det som en tillidserklæring, og vi glæder os til fortsat at understøtte den grønne omstilling sammen med et af verdens førende energiselskaber. Produktionen vil skabe mange nye arbejdspladser i Odense-området i de kommende år, og vi forventer, at alle stillinger på vores nye produktionsanlæg er besat fra dag ét. Med denne ordre styrker vi vores position som en førende leverandør til markedet for havvind."

Om Ørsted

Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.472 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Om Steelwind Nordenham

Steelwind Nordenham GmbH (SWN), som hører under Dillinger Group, har produceret monopæle og overgangsstykker i Nordenham siden 2014, og nu producerer de også monopælfundamenter i ét stykke med en vægt på op til 2.400 tons. Monopælfundamenter i ét stykke erstatter det tidligere design med en separat monopæl og et separat overgangsstykke ved at integrere dele af overgangsstykket i monopælen. Monopælen kan således være op til 120 meter lang. Stålet til monopælene kommer fra Dillinger, der er Europas førende producent af tunge stålplader og ligger i den tyske delstat Saarland. SWN har i dag 275 medarbejdere. Læs mere på www.steelwind-nordenham.de

Om Bladt Industries

Bladt Industries er en førende leverandør inden for havvind. I løbet af de seneste 25 år har Bladt Industries leveret mere end 2.300 fundamenter til havvindmøller, hvilket svarer til næsten en tredjedel af alle havvindmøller i hele verden. Derudover har Bladt Industries leveret en lang række offshore transformerstationer til havvindmølleparker. Bladt Industries er fundamentet for den grønne omstilling til havs.

 

Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Tom Christiansen
tomlc@orsted.dk
99 55 60 17