Borkum Riffgrund 2 er et havmølleprojekt på 450 MW i den tyske del af Nordsøen, som er under opførelse af DONG Energy. DONG Energy leverer alle ydelser inden for EPC-kontrakten (ingeniørydelser, indkøb og konstruktion) i forbindelse med opførelsen af parken. Derudover er DONG Energy ansvarlig for drifts- og vedligeholdelsesydelser samt etablering af afsætningskanalen til parkens elproduktion.
Transaktionen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne og forventes afsluttet inden udgangen af året.
Med købet af 50 % af havmølleparken Gode Wind 1 i 2015 og indvielsen i juni 2017 er Borkum Riffgrund 2-transaktionen GIP's andet joint venture med DONG Energy.
Samuel Leupold, koncerndirektør og CEO for Wind Power i DONG Energy, udtaler: "Vi er glade for at kunne bygge videre på det partnerskab, vi etablerede med GIP i forbindelse med Gode Wind 1 i 2015, og vi vil gøre vores bedste for at sikre et lige så vellykket samarbejde på Borkum Riffgrund 2."
Adebayo Ogunlesi, bestyrelsesformand og Managing Partner i GIP, udtaler: "Denne nye transaktion fortsætter og styrker vores vellykkede samarbejde. DONG Energy er en anerkendt markedsleder i energisektoren og pioner inden for udvikling og drift af havmølleparker, og opkøbet er i tråd med GIP's strategi om at investere i projekter af højeste kvalitet og udvikle langsigtede strategiske partnerskaber med førende industrielle virksomheder."
Fakta om Borkum Riffgrund 2
- Vindmølleparken vil blive placeret ca. 59 km fra havnen i Norddeich og 34 km nord for øen Borkum i det nordvestlige Tyskland.
- Parken kommer til at bestå af 56 V164-8,0 MW vindmøller fra MHI Vestas.
- Parken får en kapacitet på 450 MW, og den vil producere nok strøm årligt til at kunne forsyne mere end 460.000 tyske husstande.
- Vindmølleparken forventes at være i fuld drift i 2019.
- Den daglige drift af vindmølleparken vil finde sted fra DONG Energy's base i Norddeich.
- DONG Energy traf endelig investeringsbeslutning om at opføre havmølleparken i juni 2016.