Alberto Carrillo Pineda fra Science Based Target-initiativet siger:
"Det er glædeligt at se DONG Energy sætte et mål for reduktion af udledninger, der afstemmer selskabets forretningsstrategier med det tempo, som energisektoren skal følge for at afværge de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Med sit videnskabeligt baserede mål indtager DONG Energy en førende rolle i omstillingen til en fremtid med mindre CO2-udledning. DONG Energy's mål er et klart signal til kunder, investorer og andre energiselskaber om virksomhedens vilje til at skabe langsigtet værdi og påtage sig et ansvar med henblik på at leve op til handlingsplanen i Paris-aftalen."
Omstillingen af en virksomhed
DONG Energy er det energiselskab i Europa, der er nået længst i omstillingen fra fossile brændsler til vedvarende energi. Selskabet er desuden nu et af de første energiselskaber i verden, der får en videnskabeligt dokumenteret godkendelse af sin målsætning om at nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Filip Engel, Senior Director of Sustainability and Environment i DONG Energy, siger:
"Vores energiproduktionsformer er under hastig forandring. På ti år er DONG Energy gået fra at være en af de mest kulintensive forsyningsvirksomheder i Europa til at være en global leder inden for vedvarende energi. I 2016 udgjorde grøn el og varme halvdelen af vores produktion, og siden 2006 har vi mere end halveret vores udledning af drivhusgasser."
Han fortsætter: "Vi har en 2023-målsætning om at opnå en reduktion på 96 procent af vores udledning af drivhusgasser pr. kilowatt-time sammenlignet med niveauet i 2006. Vi er meget stolte over i dag at kunne fortælle, at vores mål er blevet godkendt som værende videnskabeligt i tråd med det, der kræves af virksomheder for at holde klimaforandringerne i skak. Godkendelsen betyder, at vi nu med sikkerhed ved, at vi gør, hvad vi kan, for at støtte op om FN's verdensmål på klimaindsatsområdet samt handlingsplanen i Paris-aftalen. Det betyder meget for os."
27 år forud for tidsplanen
DONG Energy's omstilling er drevet af investeringer i havvind og bæredygtig biomasse. Selskabet har en ambition om i 2025 at kunne levere grøn strøm fra havvind til ca. 30 millioner mennesker. Selskabet har desuden sat et mål om at stoppe al brug af kul i 2023. Derudover har selskabet for nylig frasolgt sin olie -og gasforretning, hvilket yderligere understreger ønsket om at overgå til ren vedvarende energi.
Resultatet er en ambitiøs forpligtelse til at producere energi med markant nedsat CO2-udledning. Med reduktionsmålet er DONG Energy faktisk 27 år forud for tidsplanen i forhold til 2°-scenariet for energisektoren, som det forventes at se ud ifølge Det Internationale Energiagentur.