Ørsted indgår en af verdens største elhandelsaftaler med Dogger Bank

Ørsted indgår 15-årig aftale om handel og balancering af elproduktionen fra havvindmølleparken Dogger Bank.
 

Ørsted har indgået en aftale med Dogger Bank Havvindmøllepark, som betyder, at Ørsted bliver ansvarlig for at handle og balancere 40 % af elproduktionen fra de to første faser af havvindmølleparken på 3,6 GW.

Med en installeret kapacitet på 2,4 GW på de to første faser af Dogger Bank Havvindmøllepark vil Ørsted handle og balancere 960 MW af produktionen af grøn strøm på det såkaldte day-ahead-marked, hvor der handles for det følgende døgn, og håndtere driftsdøgnets variationer i mængde og pris ved at balancere den strøm, der fødes ind i elnettet. Ørsteds markedseksponering er begrænset til dag-til-dag-variationer i elprisen.

Aftalen mellem Ørsted og Dogger Bank Havvindmøllepark er den hidtil største elhandelsaftale indgået for et vedvarende energiprojekt i et konkurrencepræget udbud på det britiske marked.

Morten Buchgreitz, koncerndirektør og administrerende direktør for Ørsted Markets & Bioenergy, siger:

"Vi er meget glade for at have indgået denne aftale, som fremhæver vores position som et førende energihandelsselskab i Storbritannien. En 15-årig handelsaftale med Dogger Bank Havvindmøllepark er helt i tråd med vores vision om at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Vi ser meget frem til samarbejdet."

Steve Wilson, Dogger Bank Wind Farm Project Director hos SSE Renewables, siger:

"Dagens udmelding om, at vi har indgået en elkøbsaftale med Ørsted for Dogger Bank A og B, markerer en af vores sidste milepæle, før vi om kort tid har finansieringen på plads til det, der bliver verdens største havmøllepark. Disse aftaler med førende energihandelsselskaber vil sikre, at den vedvarende energi, der produceres af de første to faser af Dogger Bank Wind Farm, kan sælges til elmarkedet i Storbritannien, så vi kan opfylde vores løfte om at levere grøn energi til millioner af britiske husstande."

Halfdan Brustad, Vice President for Dogger Bank Wind Farm hos Equinor, siger:

"Vi er glade for at kunne annoncere elkøbsaftaler for Dogger Bank A og B. På trods af de nuværende globale udfordringer bevæger projektet sig godt fremad, og denne håndgribelige milepæl bringer os et skridt tættere på at have finansieringen i hus. Store vedvarende energiprojekter som Dogger Bank er ikke kun afgørende for, at Storbritannien kan nå sine mål om netto-nuludledning, projektet vil også medføre mange økonomiske fordele for Storbritannien med hensyn til job og muligheder i forsyningskæden. Vi er stolte af at bidrage til en reel energiomstilling og støtte regeringens 10-punktsplan for en grøn fremtid for industrien."

Dogger Bank Havvindmøllepark, som er ejet af SSE Renewables (50 %) og Equinor (50 %), bliver opført 130 km ud for Yorkshires kyst i Storbritannien. Havvindmølleparken består af tre faser (Dogger Bank A, B og C) på hver 1,2 GW. Ørsted vil aftage strøm fra de to første faser, Dogger Bank A og Dogger Bank B.

Aftalen er betinget af, at Dogger Bank A- og Dogger Bank B-faserne opnår endelig finansieringsgodkendelse, hvilket forventes at ske snarest.


Kontaktinformation
Ørsted Media Relations
Carsten Birkeland Kjær
cabkj@orsted.dk
99 55 77 65
 
SSE Renewables Communications
Jason Cooke
jason.cooke@sse.com  
+353 86 264 6710